To uger tidligere, i Washington DC, præsenterede præsident Joe Biden sammen med sine britiske og australske kolleger Boris Johnson og Scott Morrison det trilaterale AUKUS-forsvarspartnerskab "inden for sikkerhed, cyberforsvar, kunstig intelligens og kvanteteknologier for at imødegå Kinas indflydelse".[1]. Ud over at "binde USA's nuværende allierede og partnere sammen" i Atlanterhavet og Stillehavet (Joe Biden) handler det om at "arbejde sammen for at bevare sikkerhed og stabilitet i det Indiske Stillehav" samt "hjælpe Australien med at anskaffe en flåde af atomdrevne ubåde" (Boris Johnson).[2]. Scott Morrison vil på sin side oplyse, hvor ubådene skal bygges (Adelaide, Australien) i samarbejde med briterne og amerikanerne, og han vil understrege, at "Australien ikke søger at erhverve atomvåben eller en civil atomkapacitet".[3].

            Ligesom Kina gav Frankrig udtryk for sin vrede over annonceringen af dette partnerskab, og utilfredsheden spredte sig som en steppebrand i Europa. I 2016 underskrev Australien faktisk en kontrakt med den franske flådeindustri om at erhverve 12 konventionelt drevne ubåde.[4]. Annonceringen af AUKUS-partnerskabet medførte, at den australske kontrakt med Frankrig blev annulleret, hvilket resulterede i et tab på 56 milliarder euro for Frankrig.[5]. Flere europæiske lande udtrykte allerede bekymring over deres plads som USA's allierede i NATO og arbejdede på en dybere strategisk autonomi.[6]. Frankrig var ivrig efter at minde om sin rolle og tilstedeværelse i det indiske Stillehavsområde, navnlig med præsident Biden og den australske premierminister Morrison, og endda med deres partnere som den indiske premierminister Narendra Modi.[7].

            Selv EU udtrykte bekymring, især fordi meddelelsen om oprettelsen af AUKUS kom lige før præsentationen i Bruxelles af EU's strategi for det Indo-Stillehavsområde.[8].

            Et nærmere kig på indholdet og sammenhængen i AUKUS-partnerskabet viser imidlertid, at det blot er en fortsættelse af forholdet mellem USA, Storbritannien og Australien. Det skal erindres, at de tre lande er forbundet af en lang række andre sikkerheds- og forsvarsaftaler, herunderFem øjne"herunder Canada og New Zealand[9]. Desuden arbejder Storbritannien på at øge sin tilstedeværelse i verden som en del af "Global Britain", og dets medlemskab af AUKUS-partnerskabet viser allerede en geopolitisk succes for London.[10]. AUKUS-partnerskabet var især til skade for Frankrig, som også havde en partnerskabsstrategi for det indo-havsøkologiske område (Paris-New Delhi-Canberra-aksen).[11].

            Ligesom USA, Storbritannien og Australien er EU fortsat engageret i den indopacifiske region, men på det økonomiske område. Den europæiske strategi er baseret på flere projekter, herunder frihandelsaftaler med Australien, New Zealand og Indonesien og partnerskabsaftaler med Malaysia og Thailand.[12]. Europæerne ønsker også at etablere sig i det Indo-Stillehavsområde gennem andre partnerskaber, som vedrører havforvaltning, digital teknologi, klimaændringer samt forskning og sundhed.[13]. Faktisk repræsenterer regionen for Europa "12.000 milliarder euro i årlige investeringer, dobbelt så meget som USA", og er "det næststørste eksportmarked for EU".[14]. Som Josep Borell påpeger, skal EU spille en meget vigtig rolle på sikkerhedsområdet, uden dog at negligere sikkerhedsområdet, "men EU har en meget vigtig rolle at spille.Europæisk strategisk autonomi". er fortsat hovedsagelig økonomisk[15]. På forsvarsområdet er EU's medlemsstater fortsat splittede, ikke mindst for at bevare deres vitale forhold til USA[16].

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN

            Efter Latinamerika og Asien flytter Rusland sine brikker til et andet kontinent, nemlig Afrika. Efter et topmøde mellem Rusland og Afrika i Sotji i 2019, der samler 43 afrikanske ledere, vil[1]I Sochi blev der underskrevet mange russiske investeringer. Traditionelt har Rusland eksporteret våben og korn til Afrika, men i forbindelse med topmødet i Sochi arbejder Rusland på at diversificere sine aktiviteter i Afrika.[2]. For at gøre dette er Rusland afhængig af tre økonomiske sektorer: kulbrinter, minedrift og kerneenergi, altid ud over sikkerhed og oprustning.[3]. Ifølge de seneste tal beløb den russiske handel med kontinentet sig i 2018 til 20 mia. dollar, hvilket svarer til en stigning på 17,2 % i forhold til handelsvolumenet i 2017.[4]. Den russiske eksport til Afrika er fordoblet på tre år og tegner sig nu for 4 % af landets samlede eksport, hvilket er en stigning fra 1 % for fem år siden.[5].

            På trods heraf er våben fortsat en af Ruslands vigtigste eksportvarer til Afrika.[6]. I Mali er der ud over våben og ammunition også fire russiske helikoptere af typen Mi-171 blev leveret til Bamako i henhold til en militær samarbejdsaftale, der blev underskrevet i 2019[7]. Rusland er i stigende grad aktivt i de områder, hvor der er franske militærtropper til stede (Sahel, Den Centralafrikanske Republik)[8]. Den dag i dag opfordrer nogle afrikanske ledere til russisk våben- og militærhjælp, hvilket de centralafrikanske og maliske ledere for nylig også gjorde.[9].

            Under sin tale i FN fordømte Malis premierminister Choguel Kokalla Maïga Frankrigs "opgivelse" i kampen mod jihadisterne i Mali og understregede samtidig behovet for at ty til andre partnere.[10]. Efter kuppet i august 2020 ønsker Mali og dets ledere at diversificere sine militære alliancer som en fri suveræn stat[11]. Som reaktion på de ord fra den franske minister for de væbnede styrker, Florence Parly, som var forarget over Chiagas tale i FN (ordene er "uacceptable" og "uanstændige") [12]Premierminister Maïga havde erklæret den franske militære operation for en fiasko Barkhane på Malis område, der har været gældende siden 2012[13]. Malis ledere ser Rusland som en potentiel allieret, hvilket forklarer de seneste drøftelser med repræsentanter for den private russiske militærgruppe Wagner, som har været til stede i Afrika i årevis.[14].

            Ifølge unavngivne kilder, som Bloomberg citerer, blev russiske lejesoldater indsat i flere afrikanske lande, herunder Sudan, Den Centralafrikanske Republik, Libyen, Zimbabwe, Angola, Madagaskar, Guinea, Guinea-Bissau, Mozambique og endda Den Demokratiske Republik Congo (DRC).[15]. Wagner-koncernen opererede under forskellige navne og strukturer, f.eks. som selskaber med relation til guld- og diamantminedrift samt militær træning og cyberkrigsførelse, og havde adskillige datterselskaber, der blev indsat i Libyen, Sydafrika, Sudan og Mozambique for at "træne lokale hære, beskytte højtstående personligheder, bekæmpe oprørsgrupper og terroristgrupper og beskytte diamant-, guld- og uranminer".[16]. Til gengæld for disse tjenester ville Wagners filialer have fået eksklusive privilegier, kontrakter og licenser til at levere våben, teknologi og militære tjenester, men også til at udnytte naturressourcerne i disse lande.[17]. Wagner-gruppen er også kendt for at have bidraget til beskyttelsen af den centralafrikanske præsident Touadéra og til uddannelsen af soldater i det land, der er ramt af borgerkrig.[18].

            I øjeblikket vækker forhandlingerne om at huse Wagner-gruppen i Mali bekymring blandt europæerne[19]Den Europæiske Union har arbejdet på at udvikle en EU-strategi for miljøbeskyttelse, herunder franskmænd, tyskere og estere, som er militært engageret i Mali inden for rammerne af operationen Barkhane[20].

           Ligesom Kina arbejder Rusland på at opretholde en indflydelseszone i Afrika, ligesom Sovjetunionen under den kolde krig.[21].

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN

Trods afkoloniseringen er Frankrig aldrig holdt op med at opretholde sin tilstedeværelse i Afrika og bevare en indflydelseszone på kontinentet over for Sovjetunionen under den kolde krig og siden 1990'erne over for Rusland.[1]. Frankrig er også i øjeblikket udsat for øget konkurrence fra Tyrkiet og Kina i Afrika[2]. Denne rivalisering accelereres af destabilisering og konflikter (statskup, jihadisme).[3]. Et eksempel er Mali, hvor russisk uddannede ledere efter sigende forhandler om ankomsten af tropper fra den russiske gruppe Wagner[4]. Hvis Bamako officielt bekræfter disse forhandlinger, vil Frankrig og dets tilstedeværende europæiske partnere blive hårdt ramt af flere årsager.

            Oprettelsen af Wagner-gruppen vil give mere plads til Frankrigs rivaler[5]. I så fald vil Rusland øge sit allerede økonomisk og politisk vigtige indflydelsesområde i Afrika.[6]. Algeriet, en af Moskvas vigtigste partnere, har lukket sit luftrum for franske militærfly, hvilket komplicerer den europæiske militære støtte til bekæmpelse af jihadister i Sahel under Operation Barkhane. [7].

            Operationen, der har været i gang siden 2014 og har samlet mere end 5.000 franske soldater ledsaget af danske og estiske tropper, har ikke hjulpet regeringen i Bamako med at genvinde kontrollen over den jihadistkontrollerede nordlige del af landet.[8]. I lyset af denne fiasko har den franske præsident Macron desuden besluttet at reducere antallet af soldater, der er udstationeret i Mali.[9]. De afrikanske ledere, herunder maliske ledere, vil dog fortsat søge militær støtte fra andre lande, såsom Tyrkiet, Kina og endda Rusland.[10]. Frankrig ser negativt på denne ændring i partnerskabet og truer med at trække sig ud af samarbejdet. Det bidrager imidlertid til en øget militær rolle i Afrika for Frankrigs rivaler, hvilket ikke vil være uden konsekvenser (øget tilstedeværelse af Wagner-gruppen i Afrika).

            I tilfælde af manglende handling eller nedtrapning i Sahel-området over for Wagner-gruppen risikerer Paris at miste en vigtig allieret (USA), der er med til at sikre stabilitet og sikkerhed i Sahel-området.[11]. Desuden truer andre lande, der er involveret i Operation Barkhane, såsom Estland, angiveligt med at trække sig ud af Mali.[12]. Trods mulige muligheder som f.eks. at overføre tropper til nabolandet Niger frygter Vesten en dominoeffekt, der kan svække de vestlige tropper i Afrika.[13].

            I Den Centralafrikanske Republik havde Frankrig allerede indefrosset sin budgetstøtte og sit militære samarbejde på grund af den russiske militære indblanding i Bangui[14]. Trods advarslerne fra den franske minister for de væbnede styrker Florence Parly over for Mali i tilfælde af Wagner-gruppens officielle indblanding i landet (som vil miste sin internationale støtte) og de beroligende ord om den franske militære tilstedeværelse i Sahel for enhver pris[15]Den russiske indflydelse, der nu vokser, vil bidrage til en geopolitisk svækkelse af Frankrig[16]. Det kan også forværre spændingerne mellem Frankrig og dets tidligere kolonier i Afrika[17].

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN