Siden 2013, efter Maïdan-opstanden i Kiev, har landets skæbne været i et dødvande. På samfundsniveau er holdningen delt; på den ene side er der nationalister og pro-vestlige, på den anden side er der pro-russere. Ukraine står over for en grænsekrise efter Ruslands annektering af Krim og konflikten i Donbass, der har varet siden 2014 og har kostet mere end 14 000 mennesker livet.[1].

            Som følge af denne interne og eksterne uro er Ukraine fanget mellem to indflydelsessfærer[2]. Set ud fra et eksternt diplomatisk synspunkt er der faktisk det faktum, at Rusland ønsker at holde Ukraine i sin indflydelseszone, mens de vestlige lande, både EU og NATO, søger at øge deres tilstedeværelse i landet af strategiske årsager - især for at få adgang til Sortehavet.[3]. Desuden har Ukraine ligesom Georgien ansøgt om medlemskab af EU og NATO, hvilket Rusland er stærkt imod.[4]De seneste militære tiltag skal ses i dette lys.

            Siden 2014 er EU-NATO-Ukraine-kontakterne, partnerskaberne, militærøvelserne og de bilaterale forbindelser med NATO-medlemsstater blevet øget og uddybet.

            På europæisk plan blev der f.eks. i 2017 undertegnet en frihandelsaftale mellem EU og Ukraine og et europæisk visumfritagelsesprogram for ukrainske statsborgere.[5]. I oktober 2021 fandt det 23. topmøde mellem EU og Ukraine sted i Kiev[6] og i december samme år blev der afholdt et EU-topmøde med landene i det østlige partnerskab, herunder Ukraine, i Bruxelles i et forsøg på at nedtrappe spændingerne med Rusland[7].

            På trods af russisk modstand fastholder NATO sin politik om åbne døre for ukrainsk medlemskab af alliancen[8]. NATO's støtte tager form af en række bistands- og hjælpeforanstaltninger gennem 16 kapacitetsopbygningsprogrammer og trustfonde[9]. Desuden blev der på NATO-topmødet i Warszawa i 2016 oprettet en NATO-Ukraine-platform for bekæmpelse af hybrid krigsførelse.[10]. NATO's Informations- og Kommunikationsagentur (NCIA) og Ukraine har for nylig underskrevet et nyt aftalememorandum om samarbejde om teknologiprojekter.[11].

            Blandt medlemslandene i både NATO og EU er Polen og de baltiske lande (Litauen, Letland og Estland) de mest engagerede i partnerskaber og uddybning af fælles interesser med Ukraine, herunder på forsvarsområdet. Et eksempel er Lublin-trianglen, der blev oprettet i juli 2020, og som samler Polen, Litauen og Ukraine.[12]. For at forstå denne større nærhed mellem disse nationer må man huske på deres historie: Den tidligere republik Polen-Litauen, der senere blev til Storhertugdømmet Polen, har altid været en vigtig del af strategien for kontrol med regionen, enten af polakkerne, der var preussernes fjender, men store allierede med franskmændene, eller af det russiske imperium. Man skal også huske på, at Kiev var Rusernes første hovedstad, indtil de flyttede til Moskva. Ukraine er et land, hvis uafhængighed er resultatet af aftaler, der ikke er gamle, og som blev underskrevet i 1991. Landet blev først styret af Republikken Polen-Litauen og derefter af de russiske zarer, for hvem regionen var kornkammer indtil Sovjetunionens fald i 1989.

            Rusland har imidlertid til hensigt at fastholde sine positioner, idet det øger antallet af russiske tropper langs den ukrainske grænse (situationen før den 24. februar 2022) og afholder flere militærøvelser med sine allierede, som for nylig med Belarus[13]. Kina har for nylig erklæret sin støtte til Rusland i denne krise[14]. Nogle NATO-medlemsstater udtrykker endog skepsis over for Ukraines optagelse i alliancen, især på grund af landets økonomiske, socialpolitiske og energimæssige interesser i forhold til Rusland (Frankrig, Italien, Tyskland og Ungarn).[15]. De spændinger, som aftalerne om udnyttelse og levering af russisk gas til Europa har skabt, skal forstås i denne forbindelse.

            De mange russisk-amerikanske møder og besøg i Europa af amerikanske embedsmænd, som f.eks. udenrigsminister Blinken, der er bekymret over den aktuelle situation i Ukraine, viser, at landet mere end nogensinde før er en grænse mellem øst og vest, ikke kun ud fra et militært og socioøkonomisk synspunkt, men også ud fra et geopolitisk synspunkt.[16]. Trods amerikanske og franske bestræbelser på at undgå en russisk-ukrainsk optrapning er fremtiden for denne "grænse" fortsat usikker.[17].

2022 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN