Migrationskrisen ved den polsk-belarussiske grænse: en ny front mellem Rusland og Europa

            Efter Balkanruten er en ny migrationsrute til Vesteuropa ved at blive et problem, nemlig ruten fra Belarus.

            Siden sommeren 2021 har litauiske, lettiske og polske grænsevagter været vidne til en stadig stigende tilstrømning af migranter, der krydser deres grænser ulovligt.[1]. Ifølge myndighederne i de tre EU-medlemsstater kommer størstedelen af migranterne fra Mellemøsten (Irak, Syrien, Yemen) og Afrika syd for Sahara og ankommer til Belarus med fly enten fra Moskva eller fra Mellemøsten til priser, der nærmer sig tusindvis af dollars, med hjælp fra belarussiske rejsebureauer og visumudstedende myndigheder.[2].

            De europæiske lande fordømmer denne praksis som en "hybridkrig", der er orkestreret af Minsk, og som har til formål at destabilisere EU. Dette er en reaktion på de EU-sanktioner, der blev indført, efter at politiet undertrykte protesterne ved valget i 2020 og kapringen af Ryanair-flyet Athen-Vilnius til Minsk i maj 2021.[3].

            For at beskytte EU's ydre grænser og dæmme op for disse migrationsstrømme har Letland og Litauen erklæret undtagelsestilstand og påbegyndt arbejdet med at bygge mure langs deres grænser til Hviderusland.[4]. For Polens vedkommende har myndighederne ud over den undtagelsestilstand, der er erklæret i alle grænsekommuner til Belarus, forstærket hegnet samt politiets og militærets tilstedeværelse langs grænsen (418 km).[5]. For nylig har Polen ligesom Letland og Litauen godkendt opførelsen af en mur, som vil blive påbegyndt i december 2021.[6].

            Der er også militær støtte fra udlandet, f.eks. fra Storbritannien, som har sendt et hold på 10 soldater til at støtte deres kolleger i rekognoscering.[7]. Andre europæiske lande, såsom Tjekkiet og Litauen, har for nylig tilbudt Polen bistand.[8].

            Belarus' naboer har diplomatiske midler til rådighed for at forsøge at afhjælpe denne migrationskrise. NATO, USA og de tre baltiske lande (Litauen, Letland og Estland) har udtrykt deres støtte til Polen[9]. Regeringerne i Polen og de baltiske lande har tilbudt humanitær bistand til de migranter, der er tilbage på belarussisk territorium.[10].

          Migrationskrisen er også en del af en rent geopolitisk sammenhæng.

         Siden det omstridte valg i 2020 er forbindelserne mellem EU og Belarus blevet forværret, og der er indført EU-sanktioner mod belarussiske embedsmænd.[11]. Som svar herpå havde præsident Lukashenko besluttet at stoppe med at arrestere migranter, der forsøger at komme ind i Europa via Belarus' territorium[12]. Samtidig havde de belarussiske og russiske militærstyrker organiseret flere militærøvelser langs grænsen til Polen og Litauen, såsom ZAPAD[13]. En ny overraskelsesøvelse fandt sted kort før sammenstødene den 15.-16. november 2021 ved grænseovergangen i Kuźnica[14]. Talrige vidner fra grænsevagterne rapporterede om tilstedeværelsen af belarussiske eller endog russiske kommandosoldater blandt migranterne, som blev betragtet som civile.[15]. Flere steder ved grænsen blev polsk politi og militærpersonale angrebet på forskellige måder: ødelæggelse af hegn, kastning af projektiler, brug af blændende lasere[16]osv.

            Bag migrationskrisen er vi mere end nogensinde før vidne til desinformation og politisk og mediemæssigt pres[17]. Medierne bliver i stigende grad antipolske, hvilket endnu en gang fremgår af sagen om præsentanten Azarionok på den nationale kanal CTV, den belarussiske pendant til den franske TF1 eller den belgiske RTBF/VRT.[18].

            Hændelserne ved den polsk-belarussiske grænse er således ikke blot en migrationskrise, men også en ny geostrategisk front mellem Rusland og Europa.

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN