Vesten giver sin modstander, den radikale islam, større manøvrerum

            I dag konfronteres samfundet i Vesten med et stadig mere foruroligende fænomen, nemlig radikal islam. Der stilles i stigende grad spørgsmål om, hvordan man skal håndtere det[1]. Mange medier, politikere og akademikere behandler imidlertid disse problemer uden at analysere årsagerne. I dag er vi vidne til en gentagelse af fejl, som er sket før[2]. Vestens handlinger over for radikal islam minder meget om dem, der blev foretaget over for Iran under revolutionen i 1978-1979, og igen om dem, der blev foretaget over for de arabiske lande i 2010-2011.[3]. Det er interessant at huske på, at lederne i de nævnte lande allerede var konfronteret med problemet med radikal islam og arbejdede på at begrænse det.[4].

            Siden da har de vestlige regeringer imidlertid valgt en tilgang, der hovedsagelig fokuserer på menneskerettigheder og demokrati, på bekostning af virkeligheden i Mellemøsten (sociokulturelle forskelle).[5]. De samme beslutninger blev truffet med hensyn til Tunesien, Egypten og Syrien[6]. I begge tilfælde lod resultaterne ikke vente på sig (forværret politisk krise, øget undertrykkelse, borgerkrig).[7].

            Disse begivenheder viser ulemperne og manglerne ved udformningen af den blød magt i Vesten, især i Europa. I dag arbejder EU og til en vis grad også USA mere på at fremme værdier som menneskerettigheder og demokrati og sanktionere forskellige lande, der officielt ikke respekterer dem (Iran, Syrien osv.).[8].

            I lyset af de aktuelle begivenheder siden 1970'erne har den vestlige politik til fremme af værdier haft blandede resultater. Selv om den har bidraget til den socioøkonomiske udvikling i de europæiske nabolande, har den også skabt fænomener som f.eks. migrationskriser, der delvis har eksporteret radikal islam til Vesten, som det er blevet observeret siden 2015 (angreb, voksende usikkerhed i byerne, uro ved de ydre grænser) i Europa.[9]. Billedet af de vestlige sanktioner har også en mørk side, idet de ikke har bidraget til regimeskift og/eller regeringsændringer og slet ikke til udryddelse af radikal islam.[10]. De har også ført til en uddybning af forbindelserne mellem lande, der udgør et problem for Vesten.[11]. Vi kan minde om Syrien og Iran, som har øget deres kontakter med Kina og Rusland.[12]. Desuden har de to sidstnævnte lande en betydelig indflydelsessfære i verden, herunder i Afrika og Latinamerika.[13]. Gennem et sådant geopolitisk netværk kan det konstateres, at fremme af værdier og sanktionering af manglende overholdelse ikke blot er ineffektivt, men også let omgås[14]. De har undertiden haft den modsatte virkning (borgerkrig, humanitær krise, ...), hvilket til dels har bidraget til udbredelsen af radikal islam i Vesten.[15]. Man kan ikke konkludere, at Vesten ufrivilligt har givet mere plads til radikal islam på sit eget territorium.

2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN