DK 
FR 
BE-FR 
BE-NL 
DE 
EN 
NL 
ES 
IT 
SK 
HU 
SE 
November 2022
Bernd
Hjem > Brasilien og Venezuela, to magter, der udfordrer verdensordenen
INDLEDNING
Brasilien og Venezuela er to sydamerikanske regionale stormagter, om end med forskellige karakteristika. Brasilien kan som den dominerende latinamerikanske magt klart defineres som en fremvoksende stormagt, mens Venezuela snarere har status som en middelmagt. Det var dog primært sidstnævnte, der stræbte efter at spille en lokal ledende rolle blandt de sydamerikanske stater. Det er derfor forståeligt, at Brasiliens ønske om at forhindre Venezuela i at udfordre dets status som lokal leder har fået landet til at forsøge at begrænse den bolivianske nabos indflydelse. Begge nationer ønsker at bevæge sig i retning af en multipolær international orden, der er kendetegnet ved en mere afbalanceret omfordeling af magten. Denne modstridende virkelighed rejser følgende spørgsmål: "Brasilien og Venezuela, to magter, der bestrider verdensordenen: Hvad med deres visioner for opbygningen af en multipolær verden? Mens Venezuela udfordrer selve grundlaget for det nuværende internationale system, som er indbegrebet af de strukturer, der er etableret af USA, er Brasiliens holdning mere moderat: i modsætning til Venezuela opfordrer Brasilien til betydelige reformer af den nuværende globale orden, samtidig med at de nuværende grundlæggende strukturer bevares. Formålet med denne analyse er at besvare det stillede spørgsmål ved at fokusere på det teoretiske begreb multipolaritet i internationale relationer, som er tæt forbundet med magtbalancen. Sidstnævnte, der er observeret ud fra det realistiske perspektiv på internationale relationer, er en forskningsopgave, der vil omfatte faktorer, der tilhører det liberale og det identitetsbaserede perspektiv.
For det første og ud fra den teoretiske ramme er det vigtigste kendetegn ved den stat, som dominerer det internationale system, evnen til at true en anden stats eksistens. Derfor er de svagere stater nødt til at danne alliancer for at modstå de overlegne magter. Ifølge teorien om magtbalancen er disse alliancer i et multipolært system ikke baseret på fælles værdier, men er skabt for at skabe modvægt til den dominerende magt.
[...]
Temaet om geopolitiske og strategiske alliancer i Latinamerika illustreres af de mange ændringer, som Chavez gennemførte efter sit valg i 1998. Han vil gribe enhver mulighed, som Venezuela får for at skabe modvægt til USA's indflydelse i Sydamerika, men også på internationalt plan. Den nye venezuelanske præsidents beslutsomhed er motiveret af ideerne fra den bolivariske revolution - Simon Bolivars, en vigtig, om end kontrastfyldt, aktør i uafhængigheden af de nordlige kolonier på det sydamerikanske kontinent. Denne ideologi, hvis grundlæggende principper er "socialismen fra det 19. århundrede", har været drivkraften bag Venezuelas uafhængighed.ème Chavez' udvekslingsprogram er "petro-diplomati", dvs. opbygning af alliancer gennem kontrakter om udenlandske selskabers udnyttelse af venezuelansk olie, hvilket er antikapitalistisk og dermed antiamerikansk. Chavez var overbevist om USA's modstand mod den "bolivariske revolution" og gennemførte en politik, der gik ud på at omdanne den etablerede globale styringsorden, som vi stadig kender den i dag, til en multipolær verden. Præsidentens mål er at konfrontere den økonomiske neoliberalisme og globaliseringen som et middel til at nå dette mål, i finetil handlinger mod amerikanske interesser.
[...]
Brasilien fulgte derimod en pragmatisk og moderat politik, men var dog fast besluttet på at skabe en multipolær verden, hvor USA er en allieret som alle andre. Dette punkt er afgørende, da det markerer det ideologiske brud mellem den antiamerikanske Chavisme og den brasilianske holdning. Lula, Brasiliens daværende arbejderpræsident, var faktisk antiliberal, grundlægger af Arbejderpartiet, uden forbindelse til kommunisterne eller socialdemokraterne, hvis program var helt og holdent orienteret mod kampen mod supermagten og den dominerende økonomiske models hegemoni på planeten. Lula da Silvas vision er mere baseret på samarbejde mellem lande, der er modstandere af den etablerede orden, end på en doktrinær og ideologisk kamp som den, Chavez foreslår. Lulas mål vil være at skabe normale diplomatiske og kommercielle forbindelser med Washington. Dette ønske om at formilde vil Rousseff-regeringen fortsat opretholde.
Manglen på de nødvendige midler til at ændre det internationale system for at sætte en stopper for USA's dominans får Venezuela og Brasilien til at praktisere en politik med "bløde balancer" over for USA. Denne "blødere" form for traditionel "magtbalance" søger at øge omkostningerne for supermagten gennem en række diplomatiske aktioner. For Venezuela har dette, som det fremgår af denne analyse, betydet systematisk modstand mod enhver form for samarbejde (f.eks. på narkotikaområdet) og skabelse af alliancer med lande, der står hinanden ideologisk nær (Hviderusland, Cuba, Iran), ved at lægge hindringer i vejen i internationale fora (parallel tilrettelæggelse af antiamerikanske topmøder), ved at formulere modforslag (oprettelse af ALBA) og ved at spille på diplomatiske spændinger (f.eks. forhandlinger med Rusland om opstilling af missiler på venezuelansk territorium). Alle Venezuelas handlinger var styret af den bolivariske revolutionære ideologi. For Brasiliens vedkommende var dets vision om at opbygge en multipolær verden faktisk anderledes. Den baserede ikke det internationale politiske princip om "blød afbalancering" på et ideologisk system. Brasilien, der forfulgte sine interesser pragmatisk, vidste, at det ikke kunne udelukke sin magtfulde nordamerikanske nabo fra sine strategier. Derfor brugte den forskellige økonomiske, institutionelle og diplomatiske redskaber til at reformere reglerne i den etablerede orden. Brasilien anfægtede således ikke det internationale systems fundament, som f.eks. frie markeder eller demokrati, som det har udviklet sin magt på. Dens tilgang består i at udvikle multilaterale partnerskaber med alle aktører på den internationale scene. Det er endnu uvist, om visionerne om en ny verdensorden i henhold til præsident Lula og præsident Chávez vil finde kontinuitet i Dilma Rousseffs og Nicolás Maduros politik.
2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN
