Hjem > Marokko-Algeriet: et nyt regionalt våbenkapløb
Siden anerkendelsen af Vestsaharas marokkanske status til gengæld for genetablering af diplomatiske forbindelser mellem Marokko og Israel har de officielle medier igen taget et gammelt regionalt rivaliserende forhold op, nemlig det mellem Marokko og Algeriet.[1].
Marokkos annektering af Vestsahara efter spaniernes afgang i 1975 førte til oprettelsen af Polisario Front (spansk forkortelse for Folkefronten til befrielse af Saguia el-Hamra og Rio de Oro), som krævede uafhængighed for denne tidligere spanske koloni.[2]. Algeriet havde imidlertid anerkendt Den Demokratiske Arabiske Sahrawi-republik (SADR), og dette havde ført til et diplomatisk brud med den marokkanske nabo fra 1976 til 1988.[3]. I samme periode, fra 1975 til 1991, udbrød der en krig mellem Marokko og den af Algeriet støttede Polisario Front. Det endte med en våbenhvile[4].
Ikke desto mindre forsvandt rivaliseringen mellem Algeriet og Marokko aldrig, og i dag er deres kontakter generelt begrænsede.[5]. Først har landegrænserne været lukket siden 1994, siden slutningen af august 2021 har det algeriske luftrum været lukket for marokkanske fly, og siden september 2021 er de diplomatiske forbindelser blevet afbrudt.[6]. I modsætning til Marokko har Algeriet desuden aldrig etableret forbindelser med Israel og er fortsat en af de stater i verden, der er mest mobiliseret for den palæstinensiske sag.[7].
For det andet er regeringen i Algier stadig vært for de saharauiske flygtningelejre i byen Tindouf samt hovedkvarteret for Polisario Front[8]. I november 2020 førte Polisario-frontens ophævelse af våbenhvilen til en genopblussen af spændingerne i regionen: skudvekslinger mellem saharauiske soldater og marokkanske styrker og droneangreb, der førte til tre algeriske chaufførers død.[9].
Bag de algerisk-marokkanske spændinger ligger imidlertid en vigtig politisk og militær kamp om indflydelse[10]. Traditionelt er Marokko som en "vigtig ikke-NATO-allieret" (siden 2004) hovedsagelig forsynet med vestlige våben (Frankrig og USA), mens Algeriet får militær forsyningsforsyning fra Rusland og Kina.[11]. Med hensyn til kampvogne har Algeriet mellem 1.300 og 2.000 moderne kampvogne af typen T72 M1M eller AG og T-90SA, mens Marokko har 700 kampvogne og med leveringen af Abrams-kontrakten vil nå op på omkring 1.000 kampvogne.[12].
Med hensyn til luftkapaciteter forventes Algeriet at blive den første kunde til de nye russiske Sukhoi 57-kampfly, "som aldrig tidligere er blevet solgt til eksport".[13]. Marokko råder over 73 lette kampfly/bombefly, hvoraf de 23 F16-fly, der for nylig blev anskaffet, er de nyeste. Algeriet har på sin side en moderne flåde bestående af 58 Sukhoi 30 MKA-multirullejagere, ca. 15 MiG29S og ca. 40 Su24-bombefly.[14]. Endelig har Marokko med hensyn til jordluftforsvarssystemet amerikanske Patriot-systemer, mens Algeriet har den russiske pendant med S-300-systemet.[15].
Mere end nogensinde før stiger militærudgifterne i begge lande år for år. Alene i 2018 tegnede de sig for 61 % af våbenimporten til Afrika[16].
Ifølge statistiske data fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) har Algeriet brugt mere end 10,33 mia. dollar i 2019 (9,7 mia. dollar i 2020) på våbenkøb.[17]. Ifølge SIPRI er det det land, der har brugt mest i Afrika (mere end en fjerdedel af de afrikanske udgifter), efterfulgt af Marokko med 3,76 milliarder dollars (4,8 i 2020).[18].
I Marokko er der i finanslovsforslaget for 2022 fastsat en historisk stigning i militærbudgettet, der hovedsagelig er afsat til indkøb af våben og styrkelse af de marokkanske væbnede styrkers personel, og som skal stige fra 4,295 mia. euro i 2021 til 4,8 mia. euro i 2022.[19]. Det algeriske forsvarsministerium vil på sin side have et samlet budget på 1.300 mia. dinarer, svarende til 9,5 mia. dollars (8,35 mia. euro).[20]. Sammenlignet med tidligere år har Algeriet øget sit militærbudget med næsten 80 milliarder dinarer, svarende til 590 millioner dollars (ca. 519 millioner euro).[21].
Marokko og Algeriet fortsætter traditionen med at investere massivt på det militære område med henblik på at blive førende ikke blot i Maghreb, men også i Afrika.
2021 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN