Serbien-Kosovo: stadig spændt og fastlåst

            Der er gået 14 år siden uafhængighedserklæringen den 17. februar 2008 i Pristina i Kosovo, og situationen i denne del af det vestlige Balkan er fortsat anspændt.[1].

            Beograd nægter at anerkende uafhængigheden af det, som det betragter som sin sydlige provins[2]. Flere andre europæiske stater, herunder EU- og NATO-stater som Spanien, Slovakiet, Rumænien og Grækenland, nægter at anerkende Kosovo som en uafhængig stat.[3]. Cypern, Bosnien-Hercegovina, de tre sydkaukasiske lande samt Moldova, Ukraine, Belarus og Rusland nægter også at anerkende landets uafhængighed.[4]. Denne modstand eksisterer stadig, og det er der flere grunde til, f.eks. bevarelse af den territoriale integration og af indflydelsesområder[5].

            Desuden fandt uafhængighedserklæringen sted i en kontekst, hvor Kosovo blev hærget af krigen (1998-1999) mellem de albanske separatister i UCK og de jugoslaviske myndigheder samt af NATO's bombardementer af Jugoslavien (marts og juni 1999).[6]). Disse to begivenheder har efterladt levende minder hos Kosovos og Serbiens befolkning.[7]. USA og dets europæiske allierede støttede albanerne, mens Rusland og Kina fordømte NATO's bombning.[8].

            På trods af dette har EU ligesom USA for at løse konflikten mellem Serbien og Kosovo afholdt adskillige topmøder med repræsentanter for Serbien og Kosovo, som endnu ikke har ført til en fuldstændig aflastning af spændingerne.[9]. Selv Bruxelles-aftalerne i 2013 og Washington-aftalerne i 2020 har ikke ført til de forventede resultater i form af fuld normalisering.[10].

            Selv i dag er mange EU-missioner, såsom EULEX Kosovo, og NATO-missioner, såsom KFOR, fortsat til stede i landet for at sikre stabiliteten og sikkerheden på Balkan.[11].

            I slutningen af juli 2022 havde Pristina-regeringens grænseafgørelser om nummerplader og opholdsdokumenter ført til protester blandt den serbiske befolkning i det nordlige Kosovo[12]. De barrikader, som serberne dengang opstillede, og som blokerede grænseposterne på disse steder, havde sat NATO-styrkerne i alarmberedskab.[13]. Endelig blev beslutningerne i Pristina udsat efter indgriben fra den amerikanske ambassadør Jeffrey Honevier, hvilket gjorde det muligt at vende tilbage til ro.[14].

            Alt dette viser, at spændingerne mellem Serbien og Kosovo ikke kun vedrører albanere og serbere, men også flere magter (USA, EU, Rusland, Kina), der fordeler deres indflydelsesområder på det vestlige Balkan.[15].

            Med undtagelse af Kroatien og Slovenien er landene på det vestlige Balkan ikke medlemmer af Den Europæiske Union[16]Tiltrædelsesforhandlingerne for Serbien og Kosovo går langsommere[17]. Desuden er de to stater sammen med Bosnien-Hercegovina de eneste stater på Balkan, der ikke er medlem af NATO.[18]. Kosovo er imidlertid hjemsted for den største militærbase i den transatlantiske alliance: Camp Bondsteel (3,86 km²), der kan huse op til 7.000 soldater.[19]. KFOR-styrkerne består af mere end 3770 soldater fra 28 lande[20]. NATO og Serbien har imidlertid udbygget deres samarbejde, bl.a. om sikkerheden i Kosovo[21].

            Samtidig har Tyrkiet og de arabiske Golfstater samt Rusland og Kina øget deres økonomiske og kulturelle investeringer og endog energiinvesteringer i det vestlige Balkan (herunder Serbien og Kosovo).[22]. Mens USA og dets allierede støtter Pristina militært (tilfældet med oprettelsen af Kosovos hær, som serberne misbilliger)[23]Moskva og Beijing skal levere til Beograd om oprustning[24]. For eksempel købte Serbien i 2019 Pantsir-S1 jord-til-luft-systemet med kort rækkevidde (20 km rækkevidde) fra Rusland.^[25]. I 2020 fik Serbien kinesiske Chengu Pterodactyl-1-droner, "der kan angribe mål med bomber og udføre rekognosceringsopgaver".[26]. Endelig landede seks Y-20-fly fra det kinesiske luftvåben med HQ-22 jord-til-luft-missiler i april 2022 i Beograd.[27].

            Selv på energiområdet har Kosovo en strategisk beliggenhed, idet flere rørledninger, såsom den transadriatiske rørledning (TAP) og Balkan Stream, der leverer gas til Europa, passerer gennem regionen og er genstand for rivalisering mellem EU og Rusland.[28]. Bruxelles arbejder på at diversificere sine gasforsyninger, mens Moskva forsøger at bevare sine eksportmarkeder[29]. Ifølge Adel El Gammal, generalsekretær for European Energy Research Alliance (EERA), tegner Europa sig desuden for 70% af den russiske gaseksport.[30]. For Serbiens vedkommende importeres 81 % af landets gas og 18 % af dets olie og oliederivater fra Rusland.[31]. I slutningen af maj 2022 fik Beograds regering en aftale om levering af russisk gas for en periode på tre år.[32].

            Kampen om indflydelse omkring de serbisk-kosovariske spændinger handler ikke kun om sikkerhed og forsvar, men også om energiressourcer og beskyttelse af strategiske områder, da Kosovo også kan blive en vejkrydsning mellem Adriaterhavskysten (Albanien og havnen i Durres) og Østeuropa på den ene side og Det Ægæiske Hav (det nordlige Grækenland, havnen i Thessaloniki) og hjertet af Centraleuropa på den anden side.[33].

            Konsekvenserne af disse rivaliseringer mærkes stadig på trods af krigen i Ukraine. Kosovo har øget sine bestræbelser på at blive medlem af EU og NATO[34]mens Serbien, samtidig med at det fordømte den russiske invasion af Ukraine i FN[35] og modtage ukrainske flygtninge på sit territorium[36]Europa-Kommissionen har afvist at tilslutte sig EU's sanktioner mod Rusland[37].

2022 Alle rettigheder forbeholdt BRAUN